Spring til indhold

Forældresamarbejde

Tillidsfuldt samarbejde
Hver dag betror mange forældre deres kæreste eje til os, og det kræver at I er trygge ved os, og har tillid til det vi laver. Samarbejdet mellem jer og os er afgørende for at opnå denne tryghed.

Vi tror på, at den tætte daglige kontakt mellem jer og os er til glæde for alle. Der vil altid være kaffe og te på kanden og vi håber, at I ind imellem vil tage jer tid til en hyggesnak sammen med os og børnene. Vi ønsker en åben og ærlig dialog, hvilket blandt andet betyder, at der ikke må være informationer om barnet, som forældrene ikke må se eller høre. Det vil være et brud på vores tillid.

Alle forældre har ret til at stille spørgsmålstegn ved vores handlinger og holdninger og vi forventer, at I kommer til os, hvis der er noget I undre jer over, er uenige i eller ikke forstår. Vores erfaring er, at vi ved at tage fat i tingene når de opstår, kan afhjælpe mange misforståelser.

Der vil altid mellem mennesker opstå svære samtaler, hvor parterne muligvis ikke er enige. I de situationer er åbenheden og ærligheden særdeles vigtig. Det er ikke sikkert at vi kan eller skal være enige. Det vigtigste er at vi, på en respektfyldt måde, får taget snakken – også selvom det kan virke svært.

Samtaler
Der afholdes en samtale inden start og igen efter ca. 2½ måned. Der er altid mulighed for ekstra forældresamtaler – både efter jeres og vores behov. I forhold til det enkelte barns rytme, spisevaner, pottetræning og lignende, vil ændringer ske i samarbejde med barnets forældre, for hvis vi er enige om hvordan vi griber sagen an, så bliver det lettere for barnet.

Ved første samtale tager vi en snak om barnets start i vuggestuen. De efterfølgende samtaler tager udgangspunkt i en udviklingsbeskrivelse af barnet, som bliver udarbejdet af os lige op til samtalen. Der snakkes ud fra beskrivelsen og med afsæt i barnets aktuelle udvikling taler vi om mulige tiltag, for at sikre en stadig udvikling af barnet.

Forældrebestyrelse
Vi har en forældrebestyrelse, der er valgt for en 2-årig periode. Vores bestyrelse deltager bl.a. i:
– Læreplaner
– Arrangementer
– Budgetter